Festivalen bestod af meget forskelligartede forestillinger og optrædener med kunstnere fra hele 23 lande. Med en poetisk gadeperformance fra Spanien om liv og krig, en kraftfuld danseforestilling fra Iran på et persisk tæppe, en særdeles fysisk forestilling fra Japan fyldt med eksistentielle spørgsmål at reflektere over, overvældende kormusik fra Ukraine, berigende samtaler og debatter, en ekstremt visuel og drømmende forestilling fra Schweitz med en scene fyldt med glødepærer og meget, meget mere, indeholdt festivalen et væld af kulturelle oplevelser, møder og kunstneriske udtryk.

På trods af det meget blandede program, forblev den røde tråd intakt. På tværs af de forskellige forestillinger, udtryk og samtaler, gik refleksionen, de inderlige følelser og emotionelle indtryk igen og var noget alle performances og debatter havde tilfælles. Således var festivalprogrammet meget sammenhængende med fokus på at give publikum en hel og samlet oplevelse. En følelse af at blive en smule klogere og rigere gennem mødet med nye mennesker, forskellige kunstformer og rent nærvær.

Fra store musikalske oplevelser og fortryllende forestillinger til det helt intime møde med en kunstner, en fremmed, et menneske. Fokus på samtale, nærvær og mødet med hinanden.

Én af hovedhypoteserne for dette ”festivaleksperiment” var, at kunst og kultur kan gøre en forskel – selv på steder og indenfor emner der ikke er klart relaterede til det kunstneriske felt. Kunst og kultur kan få os til at anskue livet og problemerne fra en ny vinkel, og som et resultat af det; få os til at handle anderledes. At skabe en kulturfestival i én af Danmarks ghettoer – et område som de fleste mennesker normalt undgår – var en udfordring. Men at lade mennesker mødes netop på dette sted, at lade dem grine, græde, spise, snakke, danse og synge sammen, var en øjenåbnende oplevelse. De, der aldrig før havde været i området, blev overraskede over atmosfæren og stedets skønhed. De lokale var stolte over at vise deres nabolag frem til alle festivalgæsterne og kunstnerne. Ved at se tilbage på festivalen, står det klart at hypotesen er bekræftet: Kunst og kultur kan flytte bjerge, nedbryde barrierer og få mennesker til at mødes på et højere niveau.